Hvad er fysioterapi/ genoptræning?

Genoptræningen kan bestå af flere forskellige træningsprincipper,  massage og myofacial release, SIT (Strukturel Integration Terapi)  samt udstrækning.

Din hund behøver ikke være syg for at have glæde af fysioterapi. Den overvægtige hund kan lave øvelser samtidig med en kostomlægning og sportshunden kan vedligeholde og opbygge en bedre kondition

Vidste du at: Dyrehospitalet i Strömsholm i Sverige har fundet ud af at. hunde som opereres for diskusprolaps, hofte, knæ  og albue problemer, rehabiliteres hurtigere ved hjælp af tidlig svømmetræning, massage, og stretching. Rehabiliterings-resultatet var øget med 40%.

Massage løsner og genopbygger musklerne. Mindsker følgeskader i bevægeapparatet og forbedre blodcirkulationen og udskillelse af affaldsstoffer.
Forebygger arvæv.
Virker afstressende og smertestillende.

Myofacial release er en metode til at løsne de hinder, der ligger rundt om alle muskelfibrene som hinderne rundt om appelsinfileterne. De har et udseende som et spindelvæv eller en strikket sweater. Er de stramme klemmer de ligesom en for lille body-stocking og musklen nedenunder er øm og har en dårlig blod-forsyning.
Læs mere her.

Redskaber og lign., der bl.a. benyttes:

Vippe- balancebræt
Terapibold
Luftmadras
El-terapi (TENS)
Laser terapi
Små vægte
Kulde-varme terapi
Kegler

Redskaberne hjælper til at styrke og stabilisere den svage side samt løsne den overbelastede muskulatur på den raske side.

Hvad sker der?

Jeg undersøger hunden omhyggeligt, og der udarbejdes en træningsplan til den enkelte hund.

Genoptræningen må meget gerne ske i samarbejde med din dyrlæge, især hvis den stadig går til kontrol.

Hvilke skader?

Fysioterapi/genoptræning hjælper din hund til bedre at komme sig efter en skade, sygdom, operation og lignende.

Det kan f.eks. være:

Sportsskader
Korsbåndsskade
Hofteledsdysplasi
Luksation af knæskal
Albueledsdysplasi
Diskusprolaps
Spondylose
Brækket ben
Gigt
Vrid af led eller fald
Neurologiske sygdomme

Hvorfor skal en hund have fysioterapi?

Det hjælper til at hunden genvinder sit normale bevægemønster og muskelstyrke hurtigere.

Det kan opbygge en bedre kondition til sportshunden og hjælpe den overvægtige hund samtidig med en kostændring.

Ofte skal hunden holdes i ro i kortere eller længere tid, hvilket altid vil resultere i atrofi (mindre muskelmasse) og lav tonus (slap muskulatur).

Det syge område bliver mere instabilt og hunden svagere og den vil kompensere ved at bruge den raske side, som så bliver overbelastet, øm og overspændt.

Nogle hunde vil ikke støtte på benet igen, selvom det nu er raskt.

Efter neurologiske sygdomme har hunden styringsbesvær og nedsat balance.

Gigthunde bevæger sig mindre og aflaster det ømme område, med det resultat at den overbelaster det raske område ved at stå eller gå forkert.

Sportshunde får ofte små skader, som man egentlig ikke bemærker, men også her vil hunden overbelaste dele af kroppen med overspændte muskler og forkert belastede led som følge.

Samarbejde med din dyrlæge

Genoptræning sker meget gerne i samarbejde med din dyrlæge og hvis det er muligt, vil jeg gerne have en kopi af journalen, så jeg kan se sygdomsforløbet.

Jo tidligere du starter med genoptræningen, jo mindre er risikoen for følgeskader og jo hurtigere kan den igen leve et aktivt liv. Starter hunden tidligt til genoptræning, er det vigtigt med et samarbejde med dyrlægen, for at hunden får den optimale behandling.

Det er vigtigt at jeg får beskrevet, hvad der er sket og hvilken behandling hunden har fået hos dyrlægen, for at jeg kan lave den bedste genoptræningsplan til din hund.

Hvis du har en henvisning fra din dyrlæge, giver jeg 10% rabat.